Det er ord som giver stof til eftertanke og tid til at
efterrationalisere.
En
eller anden “cry baby” sagde følgende ” Du skal ikke græde over spildt mælk”.
Jeg vil gerne have fat i ham og forklare at det ikke hjælper at græde over
spildt mælk – eller et eller andet andet man spilder men om hurtigst muligt get
back to reality and face fact!
Man skal nogle gange træffe valg som kan være svære men
stadig håbe det er mest fornuftig også set på den lange bane. Jeg har i de
seneste 3 uger, ja faktisk siden d 26 maj gået med en uvished i kroppen da jeg
ikke har vidst om sæsonen er slut eller jeg kommer til at køre stævne mere i
år. Det har været 3 uger som har budt på mange frustrationer da jeg har prøvet
næsten alt for at få kroppen til at makke ret. Kiropraktor, fysioterapeut,
osterapeut etc, jeg er nu oppe på at løbe 20 min uden smerte. Må erkende hvis
jeg vælger at stå på startlinjen d 15 juli i Zurich vil det blive en lang dag
og kan forværre min situation yderligere med varige men til følge.
Derfor har jeg i samråd med Aksel valgt vi på nuværende
tidspunkt går tilbage til basic og grundtræning for at give kroppen tid til at
hele. Kan være jeg vælger et el to mindre stævner i år når jeg føler mig klar
men heller ikke før. Dvs, vi starter forfra med lagkagen og genopbygger formen,
min trøst er dog jeg har vist rigtige gode takter siden ST Pölten hvor jeg er konverteret
tilbage til IM træning, jeg har fundet ud af mine mange timer på cykling og min
disiplin på crosstrainer har båret frugt. Kørte Fusioncup i søndags hvor jeg
sluttede med at løbe ca 5 km helt lav zone men stadig løb 4.0 med lethed.
Cykling foregik i IM Pace og kom hjem med 38,2 isnit / 267 watt på en kold dag,
så jeg kan bestemt se lyst på fremtiden.
Livet
som triathlet er stadig godt, også selv om det er lige lovligt fyldt med
udfordringer i øjeblikket.
